Havnereglement
Generelle bestemmelser
1. Dette havnereglement skal overholdes af såvel havnepladsejere som gæster i Ry Marina
1.2 Alle ejere/lejere i Ry Marina skal være medlem af Ry Bådlaug
1.3 Alle ejere/lejere i Ry Marina skal indgå i Ry Bådlaug’s kollektive ansvarsforsikringsordning.
Opkrævning finder sted sammen med kontingent til Ry Bådlaug.
1.4 Medlemmer af Ry Bådlaug med plads i Ry Marina har fortrinsret til de til havnen knyttede vinteropbevaringspladser.
1.5 Bestyrelsen er bemyndiget til at opkræve gebyr af ejere/lejere i Ry Marina som ikke efterkommer dette reglement, når tilsidesættelser af reglementet medfører, at bestyrelse/udvalg skal foretage oprydning, flytning af båd og grej, rengøring o. lign. efter en ejer/lejer.
Vinteroplægning
2. Vinteroplægning må kun ske på de dertil anviste pladser på Skimminghøj.
Havnekontoret anviser hvor og hvordan båden skal placeres.
2.2 Alle både skal være oppe af vandet i perioden 15. november til 1. april.
Dispensation kan i særlige tilfælde meddeles af havnekontoret.
2.3 Alt tovværk på og mellem broer og pæle skal fjernes i perioden 15. november til 1. april med mindre dispensation er meddelt.
2.4 Vinteroplagte både må ikke være til gene for færdslen eller for andre bådejere.
2.5 Vinteroplagte både skal være forsvarligt sikret mod væltning med mindst 4 understøtninger.
2.6 Vinteroplægningspladsen må kun anvendes i perioden fra 1. oktober til 15. maj.
2.7 Vinteroplægningspladserne skal forlades rengjorte, ligesom bukke, trailere og andet grej skal fjernes snarest muligt efter søsætning.
Slæbested
3. Parkering i slæbestedsområdet er ikke tilladt.
3.2 Både må ikke fortøjes i ophalerstedet, ved vaskebroen, ”svigermor-broen”, servicebroen samt broen ved mastekranen i mere end 2 timer, og kun med besætning i båden.
3.3 Mastekranen skal anvendes med omtanke og efterlades med tovværk m.v. på rette plads. Al brug sker på eget ansvar og risiko
Skimminghøjpladsen
4. Der må ikke hensættes både udenfor det afgrænsede og med stabilgrus funderede areal på Skimminghøj.
4.2. Både skal hensættes så tæt som det hensigtsmæssigt er forsvarlig muligt, og efter evt. anvisning fra bestyrelsen eller dennes repræsentant.
4.3 Ved afslibning af bundmaling skal der fortages afdækning, som forhindrer nedsivning i jorden.
Materialeplads
5. Pladsen må kun anvendes til bukke, trailere og andet udstyr til vinteropbevaring,og kun i perioden fra 1. april til 15. november. Grej og udstyr, der henligger på nævnte plads udenfor den anførte periode, fjernes og destrueres af bestyrelsen.
5.1. Trailere, bukke og andet grej hensat på pladsen skal være mærket med medlemsnummer til Ry Bådlaug, ejerens navn samt bådens registreringsnummer så ejeren kan identificeres.
5.2. Evt. opslag med ordensforskrifter på pladsen skal følges
Både i Ry Marina
6. Både, der ligger i Ry Marina, skal være forsynet med mindst 2 fendere på hver side. Størrelse på fendere skal svare til båden
6.1 Både, der ligger i Ry Marina, skal være forsynet med fortøjningsaffjedring mod bådbroen. Affjedringens størrelse skal afpasses bådens vægt.
6.2. Både i der ligger i Ry Marina skal være forsvarligt fortøjede med mindst 2 fortøjninger for og 2 fortøjninger agter. Om fornødent skal fortøjningerne krydses. Fortøjningernes styrke skal være afpasset til bådens vægt.
6.3. Både i Ry Marina skal gennemgå en sikkerhedskontrol. Det påhviler bådejeren at kontakte sikkerhedsudvalget for sikkerhedskontrol ved bådskifte, ændring af installationer m.v.
6.4 Både i Ry Marina må udelukkende behandles med lovligt bundmaling.
6.5. Gæstesejlere i Ry Marina kan højst henligge i 21 sammenhængende dage, og kun når båden bebos.
6.6. Sejlads mellem og nær broerne skal foregå med tilbørlig hensyn overfor fortøjede både.
6.7. Vedvarende og unødig støj i Ry Marina er ikke tilladt.
6.8 Uvedkommende færdsel på bådene er ikke tilladt.
Broer i Ry Marina
7. Brosystemet må ikke beskadiges ved afsyring-, maling- eller andre former for arbejde.
7.1 Det er ikke tilladt at fortage brændstofpåfyldning på eller fra bådebroerne i Ry Marina. Dette må udelukkende ske ved servicebroen. (broen ud for servicebygningen)
7.2 Der må ikke fastgøres måtter til broerne.
7.3 Der må kun bruges CEE el-stik i broernes strømstik. Ledninger fra båd til strømstik skal være i et uafbrudt stykke og må ikke fastgøres på eller til broerne. Ledningerne skal være godkendt til udendørs brug og være CEE mærkede.
7.4 Vandslanger må ikke fjernes fra broerne
7.5 Sidebroer til brosystemet skal udformes efter anvisning fra bestyrelsen, og kan kun i særlige tilfælde tillades.
7.6 Leg og cykling på, samt badning og fiskeri fra broerne er af sikkerhedsmæssige hensyn ikke tilladt.
7.7 Al færdsel på broerne sker på eget ansvar.
Værkstedet
8. Værktøj og grej fra værkstedet skal tilbageleveres på rette plads og i rengjort stand efter brug.
8.2 Det påhviler brugeren at sørge for, at værkstedet efterlades rengjort og aflåst efter brug.
8.3 Spildolie, malingrester, kemikalier o.lign. skal placeres i de dertil i værkstedet opsatte tønder
Skimminghus
9. Skimminghus er til fri afbenyttelse for Ry Bådlaugs medlemmer.
9.2 Det påhviler hver enkelt bruger at rydde op efter sig, så husets rum og faciliteter efterlades pæne og rengjorte, ligesom huset altid skal aflåses efter brug.
Parkering
10. Parkering må kun foretages på de dertil indrettede p-pladser
10.2 Al parkering skal ske med hensyntagen til de begrænsede p-pladser, der er til rådighed. Ved parkering over flere dage henvises til Skimminghøj.
10.3 Trailerparkering må ikke finde sted på Marina området, men henvises til Skimminghøj.
Fartøjernes stand
11. Det påhviler hver enkelt ejer/lejer af bådplads i Ry Marina at sørge for, at hans/hendes fartøj er i yachtmæssig stand. Fartøjer, der ikke skønnes i yachtmæssig stand, ifølge sikkerheds-udvalgets rapport, kan efter påtale fra bestyrelsen bortvises fra havnen.
Slæbejoller
12. En havnepladsejer/-lejer har ret til at have en slæbejolle liggende på sin plads, hvis den kan ligge indenfor pladsens areal uden at genere nabobådene.
Fejl/mangler/uregelmæssigheder
13. Fejl og mangler ved broer, materiel og udstyr skal straks meddeles havnekontoret.
13.2 Uregelmæssigheder og overtrædelser af dette reglement skal straks meddeles havnekontoret eller bestyrelsen.
Sanktioner
14. Overtrædelse af dette reglement påtales af bestyrelse og udvalgsformænd.
14.2 Grove gentagelsesovertrædelser af reglementet kan medføre eksklusion og bortvisning fra Ry Marina.
Ikrafttrædelse
15. Reglementet er revideret januar 2012.
Således vedtaget på Generalforsamlingen den 21. februar 2012.
Alle tidligere havnereglementer bortfalder hermed.