Bro 33 – Gåsekrogen
Gåsekrogen består af flere broer. Her skal man være opmærksom på, at der kun ved den yderste bro er rigeligt med vand. Ved den mellemste bro bliver vandstanden lavere og de helt dybgående både kan ikke være her. Ved den inderste bro er der meget lille vanddybde. Her er flere bord/bænkesæt med tilhørende grill.
Her fra Gåsekrogen er der en fin gåtur til Slåensø, som er en af Danmarks reneste søer, da den ikke gennemløbes af Gudenåen, men får alt sit vand fra kilder. Derudover ligger den ca. 4 meter over niveauet i Borre Sø, hvilket gør, at der ikke løber noget vand til søen. Den østlige ende af Slåensø er den bedste at bade i, da der er den fineste sandstrand. Mellem Andekrogen (s. 40) og Gåsekrogen er der en dagcampingplads.